• Startside • Fiskeren • Fiskeriudvalget • Links • Oplysninger • Sidste nyt • Vedtægter • Udvalgsposter •
   

 

 

Vedtægter for 3F Fiskernes Landsklub

Vedtægter
For
3F - Fiskernes Landsklub

Stiftet d. 21. december 1985

§.  1   Klubbens navn :

3 F - Fiskernes Landsklub


§.  2.  Klubbens formål :

1.
At samle alle fiskere i 3 F i en fælles faglig klub, for herigennem at styrke sammenholdet og samarbejdet samt holde medlemmerne orienteret om, hvad der sker inden for fiskeriet.

2.
Oplyse om løn- og arbejdsforhold, herunder bemandingsregler, udarbejde oplæg til overenskomsten og fremsætte eventuelle ændringsforslag til denne. Klubben skal herudover arbejde for en ferieordning for fiskere.

3.
Klubben skal prioritere sikkerhedsforholdene højt, herunder hører uddannelse af fiskere samt alle velfærdsforhold om bord.

4.
Klubben skal arbejde for at få indflydelse på dansk fiskeripolitik tillige med EU`s kvotetildelinger. Klubben skal ligeledes arbejde for, at der til stadighed foregår nyt forsøgsfiskeri og forsøg med nye redskabstyper.

5.
Det er i øvrigt en af klubbens fornemste opgaver at arbejde for, at den mellem Danmarks Fiskeriforening og 3 F Fagligt Fælles Forbund indgåede overenskomst overholdes.


§.  3.  Medlemskab :

Klubben optager alle fiskere, der er medlemmer af 3 F i Danmark.

Medlemmer der bliver valgt til Repræsentantskab/Arbejdsudvalg i klubben, er forpligtiget til, så vidt det er muligt, at deltage i 3 F`s grundkurser for tillidsrepræsentanter.

Som passive medlemmer af Landsklubben har hallearbejdere og ansatte ved samlecentraler mulighed for medlemskab. Kontingentet er det af årsmødet fastlagte.

 

§.  4.  Økonomi :

Til klubbens drift opkræves et kontingent, der fastsættes af klubbens årlige årsmøde.

Kontingentet opkræves af de enkelte afdelinger og tilsendes 3 F - Fiskernes Landsklub een gang årligt, senest d. 15. februar.


§.  5.  Ledelse :

1.
Årsmødet:
Den øverste ledelse er årsmødet, der afholdes een gang årligt. I årsmødet kan deltage alle klubbens medlemmer samt en afdelingsrepræsentant fra alle fiskerihavne i Danmark.

3 F`s fiskeriudvalg og Regionssekretærer indbydes til at overvære årsmødet, derudover kan arbejdsudvalget indbyde øvrige gæster.

Årsmødet vælger landsklubformand og valgperioden er 3 år. Årsmødet afholdes i december måned og skal indkaldes med mindst 4 ugers varsel i medlemsbladet " 3 F - Fiskeren".

Årsmødet vælger et repræsentantskab, der består af en fisker og en afdelingsrepræsentant fra de tilsluttede afdelinger.

2.
Repræsentantskabet:

Repræsentantskabet har det overordnede ansvar mellem årsmøderne.
Repræsentantskabet udarbejder selv sin forretningsorden.

Repræsentantskabet vælger klubbens næstformand og 2 revisorer og valgperioderne er 3 år. Der vælges et arbejdsudvalg til at forestå den daglige ledelse. Repræsentantskabet afholder møder efter behov, dog mindst et årligt.

3.
Arbejdsudvalget:

Arbejdsudvalget er ansvarlig overfor årsmødet og repræsentantskabet.

Arbejdsudvalget fastsætter selv sin dagsorden.


§.  6.  Medlemsblad :

Til information for medlemmerne udgiver klubben et medlemsblad under navnet "3 F - Fiskeren", som vil indeholde den nyeste information som vedrører klubbens medlemmer.

Bladet udkommer mindst fire gange årligt og redigeres af et redaktionsudvalg på fire medlemmer, valgt af arbejdsudvalget. Redaktionsudvalget konstituerer sig selv med ansvarshavende redaktør i henhold til Presseloven.


§.  7.  Særlige bestemmelser :

1.
Klubben kan kun opløses på to på hinanden følgende årsmøder.

2.
I tilfælde af klubbens opløsning henstår eventuel formue på en af 3 F i Danmark oprettet spærret konto i fem år med henblik på reetablering af klubben. Reetableres klubben ikke efter denne periode tilfalder midlerne 3 F i Danmark.

3.
Udmeldte eller restanceslettede medlemmer har ikke krav på nogen form for tilbagebetaling fra klubben.

4.
Strider klubbens vedtægter mod 3 F i Danmark's love, er sidstnævnte love gældende.


§.  8.  Vedtægtsændringer :

Vedtægtsændringer kan kun ske på årsmødet, hvortil alle forslag - også om ikke vedtægtsmæssige forhold, skal være klubbens formand i hænde senest en uge for årsmødets afholdelse.


§.  9.  Andet

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Esbjerg d. 21. december 1985. Vedtægter ændret og godkendt på årsmødet d. 7. Dec. 1990, 13. Dec. 1991, 12. Dec. 1998, 10. Dec. 1999 og 9. Dec. 2005. og 5. Dec. 2008.




Regler for udnævnelse af æresmedlemmer i 3 F - Fiskernes Landsklub.

Begrebet æresmedlem, er en person, der gennem sit faglige arbejde og engagement over en længere årrække har gjort en særlig indsats for 3 F - Fiskernes Landsklub og dennes medlemmer.


Der kan ud over disse kriterier, udnævnes personer, som gennem vort Forbund, har ydet 3 F - Fiskernes Landsklub en særlig velvillighed og begunstigelse.

Indstilling af personer til æresmedlem af Fiskernes Landsklub, skal altid ske til arbejdsudvalget, som suverænt afgør om den enkelte er berettiget til at bære prædikatet "æresmedlem".


Hæderen / udnævnelsen foretages på førstkommende generalforsamling.


En person der er blevet udnævnt til æresmedlem af 3 F - Fiskernes Landsklub, tilbydes og inviteres til klubbens årlige generalforsamling og årsmødet for lønarbejdende fiskere.


Hvis en person der er udnævnt med prædikatet æresmedlem af 3 F - Fiskernes Landsklub, skulle udvise foragt eller fremsætte en eller anden nedsættende eller krænkende beskyldning vedrørende 3 F - Fiskernes Landsklub, vil dette blive behandlet i klubbens arbejdsudvalg. Udvalget kan i det tilfælde suverænt afgøre, om prædikatet æresmedlem af 3 F - Fiskernes Landsklub skal fratages personen.

Således vedtaget på repræsentantskabsmødet Grenå den 14. januar 2002.



Signeret
Egon Hansen

 

 

Sidst opdateret: 16. februar 2009 kommentarer til: henning.madsen@3f.dk